
Sigurd Swane: Udkanten
af haven, Plejerup. 1935

Sigurd Swane:
Emigranterne. 1935

Sigurd Swane: Høstaften
ved fjorden med Agnete
i blåt. 1937-38
|
Sommerudstilling
Sigurd Swane - Værker fra Malergården
12. juni - 4. september
Odsherreds Kunstmuseum viser denne sommer en
udstilling med den store danske maler Sigurd Swane (1879-1973). Udstillingen består af
billeder fra de år, hvor Sigurd Swane sammen med sin familie havde forladt den
københavnske forstad, Hellerup, for at skabe sig en ny tilværelse i pagt med naturen ved
Lammefjordens breder i Odsherred.Sigurd
Swane er en af de betydeligste danske malere i 1900-tallets første halvdel. Han var
sammen med Harald Giersing med til at introducere modernismen i dansk malerkunst, men
spændte gennem sit lange, produktive virke over mange af malerkunstens genrer og udtryk.
I en årrække boede familien i deres hjem, Malergården,
som i et lille fredeligt, selvforsynende paradis, mens resten af verden gennemlevede
verdenskrigens mareridt. Malergården dannede i denne periode rammen om et åbent og
gæstfrit hjem, hvor så forskellige kulturpersonligheder som Thit Jensen, Martin A.
Hansen og Valdemar Rørdam opholdt sig i kortere eller længere tid. For sidstnævntes
blev det til et ophold af syv års varighed, og Rørdam fik indrettet en mindre lejlighed
på førstesalen i hovedhuset.
I de sidste krigsår kom krigen indirekte til Malergården, idet Valdemar Rørdam i flere
lejlighedsdigte anslog nazistiske sympatier. På trods af smækkede døre og hårde
diskussioner ved middagsbordet fortsatte bekendtskabet og samlivet med den logerende
ikke mindst børnene fandt i Onkel Valdemar en god kammerat.
Hovedparten af billederne på udstillingen spænder over
tidsrummet 1934-1947. Herefter forlod Sigurd Swane og hans familie Malergården og begav
sig de næste tyve år ud på årelange rejser til Spanien og Portugal på den stadige
jagt efter nye motiver og inspiration.
Udstillingen på Odsherreds Kunstmuseum har den tvetydige titel: Værker fra Malergården,
idet udstillingen omfatter malerier, der kommer fra den store donation fra Malergården
som Gerda og Henrik Swane skænkede Odsherreds Kunstmuseum i foråret 2004.
Samtidig består udstillingen af værker, der er blevet til på Malergården:
Landskaber fra og omkring Malergården, interiører og portrætter af familien og
besøgende.
|